Gå til indholdet
Eureka Digital Fairness Act Forslag
DA sprog

Spørgsmål og svar

Eurekas svar

Er Digital Fairness Act allerede gældende ret?

Nej. Den er et forslag til forordning, COM(2026) 1100 final, dateret den 11. november 2026. Præamblen nævner Europa-Parlamentet og Rådet, der handler efter den almindelige lovgivningsprocedure, som de institutioner, der ville vedtage den. Hvis den vedtages, ville den finde anvendelse fra datoen i artikel 40, stk. 2, som forslaget kun angiver som »[12 months after the entry into force]« (engelsk ordlyd).

Se:

Er Digital Fairness Act en forordning eller et direktiv?

Forslaget gælder en forordning. Ifølge dens afsluttende formel ville den være bindende i alle enkeltheder og gælde umiddelbart i hver medlemsstat. Den ville ophæve direktiv 2005/29/EF. Ifølge begrundelsen omdanner forslaget den materielle ret om urimelig handelspraksis fra et direktiv til en forordning.

Se:
  • Retsaktens titel
  • Den afsluttende formel efter artikel 40
  • Artikel 38, stk. 1
  • Begrundelsen, afsnit 1

Hvem ville Digital Fairness Act gælde for?

Den ville finde anvendelse på virksomheders handelspraksis over for forbrugerne før, under og efter en handelstransaktion i forbindelse med et produkt. En erhvervsdrivende er enhver fysisk eller juridisk person, der handler som led i sin handel, virksomhed, håndværk eller sit liberale erhverv, og enhver, der handler i en erhvervsdrivendes navn eller på en erhvervsdrivendes vegne. En forbruger er en fysisk person, der handler uden for sin handel, virksomhed, sit håndværk eller liberale erhverv.

Ville Digital Fairness Act gælde for erhvervsdrivende uden for EU?

Artiklerne indeholder ingen særskilt bestemmelse om erhvervsdrivende, der er etableret uden for Unionen. Artikel 2, stk. 1, fastlægger anvendelsesområdet ud fra praksissen: virksomheders handelspraksis over for forbrugerne i forbindelse med et produkt. Ifølge begrundelsen finder direktiv 2005/29/EF anvendelse på enhver erhvervsdrivende, der retter sig mod forbrugere i EU, herunder erhvervsdrivende, der er etableret uden for EU, og artikel 2 gengiver direktivets anvendelsesområde.

Se:

Ville Digital Fairness Act forbyde mørke mønstre (»dark patterns«)?

Artikel 10 ville forbyde erhvervsdrivende at udforme, organisere eller drive deres onlinegrænseflader på en måde, der kan forventes at vildlede eller manipulere forbrugerne eller på anden måde væsentligt at forvride deres økonomiske adfærd. Bilag I, del III, indeholder en liste over mørke mønstre (punkt 53 til 62), der under alle omstændigheder ville blive betragtet som urimelige. Kommissionen ville kunne supplere eller ændre listen ved delegeret retsakt.

Ville Digital Fairness Act kræve en opsigelsesknap online?

Hvis en erhvervsdrivende giver forbrugerne mulighed for at indgå aftaler via en onlinegrænseflade, skulle forbrugerne kunne opsige aftalen ved hjælp af en opsigelsesfunktion online, uanset hvordan aftalen blev indgået. Den skulle være mærket »terminate the contract here« (engelsk ordlyd) eller en tilsvarende utvetydig formulering, være vist iøjnefaldende og være let tilgængelig. Ifølge betragtning 74 ville funktionen ikke i sig selv give nogen ret til at opsige en aftale.

Hvad ville Digital Fairness Act ændre for gratis prøveperioder?

For aftaler med en gratis prøveperiode, der indgås via en onlinegrænseflade eller på anden digital måde, skulle den erhvervsdrivende sende en påmindelse på et varigt medium inden for en rimelig frist, før prøveperioden udløber. Hvis påmindelsen ikke sendes, eller forbrugeren ikke inden prøveperiodens udløb udtrykkeligt har accepteret at fortsætte mod betaling, ville forbrugeren ikke være bundet af aftalen.

Skulle erhvervsdrivende sende en påmindelse, før et abonnement fornyes automatisk?

Artikel 21 og 22 ville kræve en påmindelse for automatisk forlængede aftaler om løbende levering af produkter, der indgås via en onlinegrænseflade eller på anden digital måde. For aftaler på seks måneder eller mere skulle den sendes tidligst 1 måned og senest fjorten dage før forlængelsen. Artikel 22 fastsætter et andet tidspunkt for kortere aftaler. Uden en påmindelse ville forbrugeren kunne opsige aftalen gratis, indtil den erhvervsdrivende sender en.

Artikel 22, stk. 4, ville indeholde en undtagelse i forbindelse med investeringsservice: hvis forbrugeren har givet udtrykkeligt samtykke til den automatiske forlængelse af en kortfristet investeringsaftale om finansielle instrumenter, ville der ikke kræves en påmindelse.

Ville Digital Fairness Act forbyde loot boxes?

Artiklerne bruger ikke begrebet »loot boxes« (engelsk ordlyd). De regulerer betalte systemer med variable belønninger (engelsk ordlyd: »paid-for variable reward systems«); betragtning 63 nævner loot boxes som eksempel. Erhvervsdrivende skulle oplyse forbrugerne om, hvilke typer genstande der kan opnås, og sandsynligheden for at opnå dem, og stille værktøjer til rådighed til at deaktivere sådanne systemer. Hvis et produkt er rettet mod mindreårige, eller den erhvervsdrivende med rimelig sikkerhed er klar over, at mindreårige bruger det, ville sådanne systemer ikke måtte tilbydes mindreårige.

Artikel 15, stk. 3, ville ikke gælde for udbydere af onlinetjenester til sociale netværk eller videodelingsplatformstjenester, af AI-ledsagere og af generelle samtalechatbots, der er omfattet af artikel 13, stk. 2, i forordning (EU) [EU KIDS Act].

Ville »pay-to-win«-mekanismer blive forbudt for mindreårige?

Artikel 16 ville forbyde erhvervsdrivende at tilbyde »pay-to-progress«- og »pay-to-win«-mekanismer til mindreårige, hvis deres produkter er rettet mod mindreårige, eller hvis de med rimelig sikkerhed er klar over, at produktet bruges af mindreårige. Artikel 3 definerer dem som køb i spil eller i apps, der erhverves gennem betalingstransaktioner eller i bytte for betalte virtuelle valutaer, og som er nødvendige eller fremstilles som nødvendige for at gøre fremskridt eller have succes i spillet eller appen.

Hvad ville Digital Fairness Act sige om virtuelle valutaer i spil og apps?

En erhvervsdrivende, der tilbyder betalte virtuelle valutaer, som bruges til at købe dens virtuelle genstande eller andre produkter, skulle angive den tilsvarende pengemæssige værdi af disse genstande eller produkter eller deres anslåede pengemæssige værdi i den valuta, som forbrugeren erhvervede den første virtuelle valuta i.

Pligten til at angive pengeværdien ville ikke gælde for udbydere af onlinetjenester til sociale netværk eller videodelingsplatformstjenester, af AI-ledsagere og af generelle samtalechatbots, der er omfattet af oplysningspligten i artikel 13, stk. 1, i forordning (EU) [EU KIDS Act].

Hvis et produkt er rettet mod mindreårige, eller den erhvervsdrivende med rimelig sikkerhed er klar over, at mindreårige bruger det, skulle betalte virtuelle valutaer som standard være deaktiveret for mindreårige og først aktiveres efter godkendelse fra en forælder eller værge.

Ville Digital Fairness Act forbyde vanedannende design?

Artikel 17 indeholder intet forbud. Erhvervsdrivende, der udformer, organiserer eller driver digitale produkter på en måde, som har til formål eller med rimelighed kan forudses at tilskynde til tvangspræget eller overdreven brug, skulle give forbrugerne let tilgængelige og effektive værktøjer til at deaktivere fire opregnede funktioner. De omfatter automatisk afspilning og uafbrudt forbrug af indhold, visse notifikationer, incitamenter til at være aktiv på faste tidspunkter og funktioner, der simulerer mellemmenneskelige relationer. Artiklen indeholder undtagelser knyttet til forordning (EU) [EU KIDS Act].

Ville Digital Fairness Act forbyde personaliseret reklame?

Ikke generelt. Artikel 12 ville forbyde erhvervsdrivende at målrette reklamer på grundlag af profilering i to tilfælde: ved brug af forbrugerens personoplysninger, hvis den erhvervsdrivende med rimelig sikkerhed er klar over, at forbrugeren er mindreårig, og ved brug af særlige kategorier af personoplysninger. Erhvervsdrivende ville ikke være forpligtet til at behandle yderligere personoplysninger for at vurdere, om forbrugeren er mindreårig. Udbydere af onlineplatforme, som kapitel III, afdeling 3, i forordning 2022/2065 finder anvendelse på, er undtaget.

Ville Digital Fairness Act forbyde personaliseret prisfastsættelse?

Ikke generelt. Artikel 13 ville forbyde at personalisere prisen på grundlag af profilering på en måde, der med rimelig sandsynlighed kan skade forbrugeren, hvis den erhvervsdrivende med rimelig sikkerhed er klar over, at forbrugeren er mindreårig eller sårbar på grund af alder, godtroenhed, handicap eller en konkret uheldig situation eller omstændighed, der er af en så alvorlig karakter, at den indskrænker forbrugerens vurderingsevne. Erhvervsdrivende ville ikke være forpligtet til at behandle yderligere personoplysninger for at vurdere dette.

Hvilke regler ville gælde for influencermarkedsføring?

Erhvervsdrivende, der udøver influencermarkedsføring, skulle oplyse den kommercielle hensigt med hver kommerciel kommunikation med ordene »advertisement« eller »commercial collaboration« (engelsk ordlyd). De ville ikke måtte indeholde direkte opfordringer til mindreårige om at købe produkter. Influencermarkedsføring af produkter, som det efter EU-retten eller national ret er forbudt at reklamere for over for forbrugerne, og af farlige produkter ville ikke være tilladt. Enhver erhvervsdrivende, der benytter influencermarkedsføringstjenester, skulle sikre overholdelsen ved aftale eller, hvis der ikke foreligger en aftale, på anden passende måde.

Ville forbrugerne få ret til at tale med et menneske i kundeservice?

Hvis en erhvervsdrivende tilbyder kundeservice online efter aftalens indgåelse, skulle kommunikation med et menneske stilles til rådighed, når forbrugeren anmoder om det, og når andre midler ikke er effektive. Investeringsservice som defineret i direktiv 2014/65/EU er undtaget. Ifølge betragtning 76 kunne kommunikationen foregå på aftalens sprog, gratis og uden unødig forsinkelse i den erhvervsdrivendes åbningstid; det står ikke i selve artikel 25.

Hvad ville Digital Fairness Act sige om automatiserede systemer, der indgår aftaler for en forbruger?

Erhvervsdrivende, der stiller sådanne systemer til rådighed, skulle give forbrugerne værktøjer til at udtrykke deres valg og til at fastsætte og justere systemernes parametre. Ved første brug skulle forbrugerne udtrykkeligt vælge, om de vil bekræfte alle aftaler, kun en bestemt type aftaler eller ingen, før de bliver bundet. Systemet skulle oplyse om enhver betaling, der modtages for at foreslå en aftale, og om enhver interessekonflikt. Artikel 26 ville ikke finde anvendelse på levering af finansielle tjenesteydelser.

Hvad ville Digital Fairness Act ændre for billetter til arrangementer og virtuelle køer?

For billetter til arrangementer, hvis pris kan stige som følge af den erhvervsdrivendes handlinger eller automatiserede eller algoritmiske processer, skulle købsopfordringen oplyse, hvor mange billetter i den pågældende kategori der er tilgængelige til den annoncerede pris, og den højeste pris. En erhvervsdrivende, der bruger et system med virtuel kø, skulle vise den aktuelle pris, om den kan ændre sig under ventetiden, og i så fald den højeste pris.

Hvordan ville Digital Fairness Act blive håndhævet, og hvor høje kunne bøderne blive?

Medlemsstaterne ville sikre overholdelsen gennem domstole eller administrative myndigheder; Kommissionen ville have beføjelser med hensyn til udbredte overtrædelser med EU-dimension.

For sanktioner, der pålægges i overensstemmelse med artikel 21 i forordning (EU) 2017/2394, ville den nationale maksimumsbøde være mindst 4 % af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i den eller de berørte medlemsstater eller mindst 2 mio. EUR, hvis oplysninger om omsætningen ikke er tilgængelige. Kommissionens bøder ville, i sager, som den undersøger, ikke kunne overstige 6 % af den samlede årlige omsætning på verdensplan.

Hvad ville Digital Fairness Act ophæve?

Direktiv 2005/29/EF. Ifølge artikel 38 ophæves direktivet, og henvisninger til det ville gælde som henvisninger til forordningen og skulle læses efter sammenligningstabellen i bilag II. Artikel 38 angiver ingen dato for ophævelsen. Ifølge begrundelsen får ophævelsen virkning fra datoen for forordningens anvendelse.

Se:

Hvornår ville Digital Fairness Act finde anvendelse?

Forslaget fastsætter ingen kalenderdato. Ifølge artikel 40 ville forordningen træde i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende og finde anvendelse fra »[12 months after the entry into force]« (engelsk ordlyd). Denne formulering er en pladsholder i kantede parenteser i forslaget. Teksten angiver ingen dato for vedtagelse eller offentliggørelse.

Hvordan ville Digital Fairness Act forholde sig til forordningen om digitale tjenester og andre EU-retsakter?

Ifølge artikel 4 ville forordningen ikke berøre andre EU-retsakter, der regulerer specifikke aspekter af urimelig handelspraksis over for forbrugerne. Den nævner seks: forordning (EU) 2016/679, forordning (EU) 2022/1925, forordning (EU) 2022/2065 (forordningen om digitale tjenester), forordning (EU) 2024/1689, direktiv 2010/13/EU og forordning (EU) [EU KIDS Act]. I tilfælde af konflikt ville disse andre EU-regler have forrang og finde anvendelse på de pågældende specifikke aspekter. Betragtning 9 forklarer, hvad der anses for en konflikt.

Eureka tilføjer links og definitioner…